Sådan ser du, om I har gode samtaler i dit team
Samtale
er det mest centrale redskab i ethvert samarbejde. Vi veksler ord, og kun derigennem kan vi forstå, hvad andre føler og tænker. Det er en del af vores hverdag, og noget vi typisk gør, helt uden at være opmærksomme på det. Men det er en god ide at tænke over, hvordan samtalen fungerer på vores arbejdspladser. For det er kvaliteten af samtalen her, der definerer kvaliteten af samarbejdet.
Et godt sted at studere samtaler er på jeres møder. Her er nogle ting, du kan holde øje med:
Anerkender I andres synspunkter?
Selv
om man er fundamentalt uenige, så vil en god samtale gøre jer i stand til, i det mindste at forstå, hvad I er uenig om. På en arbejdsplads handler det om at blive på det faglige område. Det er en god vane at kreditere andre for deres synspunkter ved at gentage dem, og derefter argumentere for, hvorfor man selv mener noget andet.
Lytter I uden at være forudindtaget?
Når man synes, man kender hinanden, kan man god komme til at opleve, at man også synes man kender den andens synspunkter - faktisk før hun overhovedet har sat ord på dem. Og ofte kan man have et ret klart billede af, hvad bestemte afdelinger måtte mene i bestemte sager. Hvor står bogholderiet i denne sag? Hvor står HR? Hvis man skal kunne lytte til andre uden at være
forudindtaget, så må man først gøre sig umage for at opdage, hvornår man selv er det.
Giver I den, der taler, udelt opmærksomhed?
Holder I øjenkontakt? Eller sidder noget og ser ud ad vinduet, eller ned i telefonen. Er der møder i mødet, hvor nogle få stykker pludselig har en anden samtale? Jeg husker en leder, der altid med et venligt smil sagde "Skal vi ikke nøjes med at holde ét møde," når hun oplevede at nogen faldt ud. Og på den måde fik hun alles opmærksomhed tilbage.
I sidste uge skrev vi: begynd med dig selv. Og det kommer vi til at gentage. Prøv at tænke over i denne uges møder, hvordan du oplever at I var som team på ovenstående tre spørgsmål. Og hvordan var du selv? Er der noget du skal arbejde med? Er der noget, du skal have italesat overfor dine kolleger?
Det er nogle gode spørgsmål at tage op sammen i gruppen en gang i mellem. Og hvis du er mødeleder, så husk at hvert eneste dagsordenspunkt er en samtale, der skal designes. Du skal tænke over inden mødet, hvordan du gerne ser samtalen forløbe. Og styre det undervejs, så alle relevante kommer til orde. Det finder du et par artikler om nedenfor.
Spørgsmålene er en lille del af et redskab om tillid i grupper. Du kan downloade redskabet via linket nedenfor.